Skals Efterskole ·  Kærvej 11, 8832 Skals  ·  Tlf.: 8669 5011  ·  Fax.: 8669 5077  ·  mail@skals-efterskole.dk

Find

Pædagogisk platform på SKALs

Fra og med skoleåret 2012/13 lancerer vi på SKALs en helt ny pædagogisk platform med det formål at styrke den boglige og gymnasieforberedende profil. Pædagogikken bygger på en personligt udformet undervisning, som er begrundet i at alle mennesker er forskellige og lærer på forskellig måde og i forskellige tempi. Her er det elevens personlighed, mål og ambitioner, som ligger til grund for undervisningen.

I alle fagene og på alle niveauer er kvalitetspræget undervisning i højsædet og den enkelte elev i centrum. Undervisningen er organiseret, så alle kan følge med i det tempo, som er nødvendigt for den enkeltes faglige og personlige udvikling, samtidig med at alle elever udfordres.

 

  • Undervisningen baserer sig på lige dele undervisningsdifferentiering og niveaudeling.
  • Eleverne inddeles i aldersintegrerede hold (klasser), som har to læringsrum; et hjemme- og et uderum, hvor der niveaudeles ud fra f.eks. fagligt standpunkt, personlige læringsstile, køn, emner, behov mv.
  • Der gives valgmulighed mellem følgende studieretninger: Aldersintegrerede hold, en engelsksproget projektklasse (SIP) samt en IGCSE-klasse (en international afgangseksamen).

Målet er, at eleven udfordres og udvikles og opnår højeste studieparathed.

Baggrund for ændringen:

Det er velkendt, at elever lærer forskelligt og i forskellig tempi. Denne grundlæggende indsigt har på SKALs gennem årene medført flere tiltag på det pædagogiske område. Bl.a. en anerkendende tilgang til eleverne, viden om værdien af undervisnings- og læringsstile samt en introduktion af et logbogssystem: På SKALs har alle elever en lærer som personlig vejleder. Vejlederen coacher sin elev så denne finder sin læringsstrategi som passer og udvikler eleven. I begyndelsen af hvert semester har lærer og elev en udviklingssamtale, hvor man sammen går igennem de langsigtede kundskabsmål. Dette følges op hver uge. Udviklingssamtalerne dokumenteres i elevens logbog. I logbogen opregnes mål og strategier for elevens læring.

HOVEDBEGRUNDELSEN bag nytænkningen af skolens organisering har været at give eleverne mulighed for at blive undervist på kryds og tværs for på denne måde at blive udfordret maksimalt. Niveaudelt undervisning – gennem en undervisningsdifferentieret tilgang - er i virkeligheden en alt for snæver betegnelse. Det dækker alene over niveauet, men der er i virkeligheden behov for at se på hele skolens organisering, grupperinger, evner og læringsstil - med udgangspunkt i hvert enkelt elevs læreproces.

På SKALs tror vi på, at undervisningen bedst lykkes for både lærere og elever, hvis alle er placeret på lige præcist det niveau, der passer til den enkelte. Dette forudsætter en fleksibel organisering og gruppestørrelser, der afspejler elevernes mangfoldige læreprocesser.

Endvidere forudsætter en sådan tænkning nye læringsrum, vi vælger at benævne ’ude’ og ’hjemme’ (af mangel på bedre ord): ’Ude’ er en mulighed for holddeling på tværs af klasser og årgange, mens ’hjemme’ er i klasserne. En organisering, som bygger på en differentieret tilgang med ’hjemme’ og ’ude’, kvalificerer elevernes mangfoldige læreprocesser, da det motiverer og udfordrer den enkelte elev, der hvor hun/han er.

Nyere forskning viser, at undervisning på tværs af alder og klasser medfører, at lærere anvender mere udviklingsrelevant praksis og sætter ind med mere differentierede metoder, og at eleverne lærer meget af hinanden. Det kaldes aldersintegreret undervisning.

Fleksible grupper er her nøgleordet. Det er elevens behov, der styrer organiseringen. Elevgrupperinger kan dannes på baggrund af interesser, undervisningsbehov, samarbejde og læringsstil. F.eks. kan undervisning i matematik ske i homogene grupper med elever på samme udviklingstrin, uanset årgang.

Lærerne laver fælles årsplan. Der indtænkes materialer på forskellige niveauer (”blå”, ”rød”, ”sort”), læringsstile, samt planlægges hvornår eleven er ”hjemme” (i sin klasse), og hvornår eleven er ”ude” (sammen med ”ligesindede”), hvor der kan opdeles efter den enkelte elevs faglige niveau eller læringsstil eller køn eller tema, og hvor der endnu mere end ”hjemme” skal tages ansvar for egen læring.

Efterhånden som eleverne udvikler sig, reorganiseres grupperne tilsvarende. Tilrettelæggelsen tager udgangspunkt i variationen i evner og behov, og eleverne grupperes efter niveau eller efter, hvordan de kan befordre hinandens læring.

Skolen søger i sin hverdag kontakt med verden udenfor.

Verden skal erobres hver eneste dag!

På SKALs taler vi meget om verden og som elev bliver du opfordret til

at se verden lige i øjnene!

 

Du skaber SKALs - SKALs skaber dig - sammen skaber vi fremtiden!