SIP - en spændende udfordring (se deres egen hjemmeside - link)
Når du har læst denne tekst, sidder du tilbage med et stort spørgsmål: "Skal jeg vælge det kendte og gå i en almindelig 10. klasse, eller tør jeg tage det store spring og vælge en helt anderledes og spændende udfordring, nemlig Skals Internationale Projektklasse, kaldet SIP?"
Det er vigtigt, at du læser dette her grundigt, så både du, dine forældre og vi er sikre på, at du har så mange informationer som muligt om SIP. Det betyder nemlig, at du er i stand til at stille gode spørgsmål, når du besøger os. Til sidst skal du træffe en vigtig beslutning, nemlig om du skal vælge almindelig 10. klasse eller SIP.
Hvad er kravene til en SIP-elev?
Når du vælger Skals Efterskole, vælger du en efterskole for bogligt interesserede. Er du allerede kvalificeret til at gå videre med en ungdomsuddannelse? Er du forholdsvis moden, føler du dig ansvarlig, og kan du lide at udfordre dig selv? Har du lyst og energi til at være med i et forpligtende arbejdsfællesskab, hvor du ikke kan springe over, hvor gærdet er lavest? Har du mod på at arbejde med personlige sider af dig selv? Kan du lide at arbejde med projekter? Kan du svare ja til disse spørgsmål, så er SIP sandsynligvis noget for dig.
SIP - en naturlig del af fællesskabet
Som elev i SIP-klassen er du stadig en del af efterskolens store fællesskab. Det er ikke kun i fritiden og ved måltider, du er sammen med resten af skolens elever, men du har også valgfag, radioavis, fortælletimer, gymnastik og meget andet sammen med dem. Dit skoleskema ligner de andre elevers med den forskel, at når der står dansk, engelsk, tysk og matematik på deres skema, så står der SIP på dit, hvor du altså arbejder med projekter.
Som en del af et politisk projekt, afholder SIP her et valgmøde for skolens andre elever.
SIP og det internationale
SIP har langt flere internationale muligheder end resten af skolen. Som minimum deltager du i skolens udvekslingsprogram. Udvekslingen kan dog udvides til et større og længerevarende projekt. Dette kan også være et projekt uden for Europa. Det eneste, vi med sikkerhed kan sige, er, at to år ikke ligner hinanden. I det daglige projektarbejde stiller vi krav om, at der som minimum bliver 2 projekter, der gennemføres med engelsk tale. Et andet krav er, at minimum 2 projekter har en international overskrift. Derudover kan det internationale bestå i, at der er en eller flere udenlandske elever i SIP-klassen, at klassen planlægger internationale arrangementer for resten af elevflokken, at støtte/indsamle penge til et internationalt projekt osv. Hvad det internationale bliver, er altså delvist op til dig og din klasse.
Spændende brobygningsforløb på Medieskolerne i Viborg
Skals Efterskole har et spændende brobygningsforløb med Medieskolerne i Viborg. Forløbet strækker sig over 5 uger og er både obligatorisk og en væsentlig del af indholdet på SIP. Da IT i forvejen er en væsentlig del af al undervisning på Skals Efterskole, betragter vi samarbejdet med Medieskolerne som en mulighed for at få nogle ekstra værktøjer. Dermed kommer der også flere spændende muligheder ind i det daglige projektarbejde. I løbet af de 5 uger arbejdes der med digital billedbehandling, videooptagelse og videoredigering. Indholdet kan være kortfilm, nyhedsmedier eller en anden genre.
Hvad er projektarbejde?
Den største del af tiden arbejdes der med forskellige projekter, og her har du stor indflydelse. Et typisk forløb vil være, at du sammen med dine klassekammerater finder frem til en overskrift, og efter en idéfase er det også jer, der vælger, hvordan I vil fremlægge, ligesom I beslutter, hvem I vil fremlægge for. Herefter laver I en problemformulering, og den enkelte elev gør sig klart, hvordan vedkommende vil udfordre sig selv. Der udarbejdes også en tidsplan, hvor der ofte indgår en prøvefremlæggelse, før den endelige præsentation skal løbe af stablen.
Et konkret eksempel på et projekt
Her er en overskrift fra en tidligere SIP-klasse, der arbejdede med følgende projekt i 9 dage: "Dyremishandling". Projektet mundede ud i en 2 timers fremlæggelse på gågaden i Viborg, hvor alle eleverne var involverede. De havde produceret en film og et diasshow, som de viste. Desuden uddelte de foldere til forbipasserende og fik sig en diskussion om dyremishandling, mens de bød på en kop kaffe til de interesserede, ligesom de forsøgte at få nye medlemmer til en dyremishandlingsorganisation. For at sådan et projekt kunne blive en succes, måtte eleverne skaffe sig viden gennem fordybelse i emner inden for dyremishandling og samtidig have modet til at henvende sig til fremmede folk og tale med dem. Der skulle også tænkes praktisk - lige fra at få en polititilladelse samt opstilling af bod og meget mere.
Her er SIP i gang med vise, hvordan en amerikansk retssag kan forløbe.
Hvad laver lærerne?
Vi er to lærere tilknyttet klassen, og vi sørger for, at du får kendskab til de værktøjer, som den dygtige projektmager skal bruge. Derfor bruger vi meget tid sammen med jer i begyndelsen af året og trapper ned, efterhånden som I bliver dygtigere, mere selvstændige og ansvarlige. Vigtigst er det dog, at du forstår, at det arbejde, du udfører, aldrig er for vores skyld, men først og fremmest er for din og klassens skyld.
Vi vejleder jer, så projekterne bliver realistiske og sørger for, at disse aldrig går helt galt. Det skal dog understreges, at det er din personlige udvikling, der er i centrum, og vi arbejder hele tiden med at udvikle både dine svage og stærke sider.
Hvilke lektier har jeg som SIP-elev?
Ligesom de andre elever har du dagligt en lektietime, og SIP-elever har ALTID lektier for. Hele klassen mødes ofte i lektietimen for at arbejde videre med et projekt.
For også at styrke evnen til selvstændigt arbejde skal du ud over gruppeprojekterne lave nogle få større individuelle projekter, hvor du helt selv bestemmer, hvad du vil arbejde med, og hvem du vil fremlægge for. Disse opgaver arbejder du med i de resterende lektietimer og i din fritid.
Hvad lærer jeg som SIP-elev?
Vælger du SIP, er det fordi, du har mod til at udfordre dig selv og har lyst og energi til at yde. Det er med andre ord en øvelse i at være studerende. Her spiller din indstilling og din vilje en stor rolle! Det er HÅRDT arbejde, men når du har gennemført året, vil du opleve, at du har udviklet dig personligt på mange områder. Her er nævnt nogle af de områder, du forhåbentligt udvikler:
Du får mod til at fremlægge foran en stor flok og til at kontakte fremmede mennesker
Du lærer at tage ansvar for selv at finde ny viden og for løsning af fælles opgaver
Du styrker din evne til koncentration, vedholdenhed og engagement (arbejdsmoral)
Du opdager skjulte evner, udvikler dine stærke sider og styrker dine svage sider
Du udvikler din evne til samarbejde
Du lærer at give og modtage konstruktiv kritik og at lytte til og respektere andre
Du lærer at være med til at løse konflikter
Du lærer at få overblik og at organisere
Karakterer afløses af evaluering
Alle projekter afrundes med en eller anden form for evaluering, men der gives aldrig karakterer. Som SIP-elev vil du få lært at give og modtage konstruktiv kritik. Det betyder, at både eleverne og lærerne efter langt de fleste projekter kommer med ærlige tilbagemeldinger, der naturligvis fremhæver det positive, men som heller ikke forsømmer at fortælle om udviklingsmuligheder. Det kan være hårdt at få disse tilbagemeldinger, men ærligheden er altså vigtig.
Året afsluttes med en prøve over flere dage, hvor du - sammen med dine klassekammerater - skal vise, hvad du har lært i løbet af året. Til slut får du en udtalelse, der beskriver både din indsats gennem hele året og din indsats til denne prøve.
SIP - et usædvanligt tilbud
Vi er klar over, at dette er en helt anden måde at gå i skole på. Et helt og aldeles anderledes år, der først og fremmest forbereder dig til fortsat uddannelse, men også på dit fremtidige arbejdsliv. Det er et hårdt år, et spændende år og et udfordrende år.
Du skal under alle omstændigheder besøge efterskolen, inden du skal foretage dit valg. Under dette besøg har du mulighed for at få svar på dine spørgsmål, hvis du stadigvæk er i tvivl, om SIP er noget for dig.
web · marginal.dk
Skals Efterskole · Kærvej 11, 8832 Skals · Tlf.: 8669 5011 · Fax.: 8669 5077 · mail@skals-efterskole.dk

Oplysningsmøde - årgang 2010-2011 (09.03.10)
Informationsaften fredag d. 12. marts for elevhold 2010-2011....
SKAL's bidrag til Danmarks Indsamlingen (30.01.10)
Velkommen til SKALs nye hjemmeside (24.01.10)
Nyheder...
Find
SIP - SKALs Internationale Projektklasse
Skolen søger i sin hverdag kontakt med den internationale verden.
Verden skal erobres hver eneste dag!
På SKALs taler vi meget om verden og verdens problemer.
P.t. er vi alle optaget af Danmarksindsamlingen til fordel for Afrikas kvinder
- og så naturligvis den humanitære katastrofe på Haiti.



