Skals Efterskole er en gymnasieforberedende efterskole med et ambitiøst og krævende læringsmiljø. Vi giver store faglige udfordringer til de elever, vi tilbyder en plads på 9. eller 10. årgang.
Skolen tilbyder således ikke specialundervisning.
Undervisningen foregår med udgangspunkt i rene klasser, hvor der undervejs i forløbet, i bestemte perioder, niveaudeles ud fra fagligt standpunkt og personlige læringsstile.
Vores internationale arbejde er en naturlig del af livet og de daglige aktiviteter på skolen.
Vores undervisning er baseret på brugen af IKT. Du skal medbringe egen bærbar PC.
Sang, fortælling, dialog og fællesskab er en naturlig del af efterskolehverdagen.
Gymnastik og dans er obligatorisk for alle elever.
Skals Efterskole er et 1-årigt tilbud.
I praksis består din skolehverdag af mange ting: Boglig undervisning, valgfag, praktiske gøremål (rengøring og madlavning) og en masse fælles arrangementer på og udenfor skolen.
Den boglige undervisning er vigtig. Der lægges stor vægt på, at du lærer noget. Du har mange timer, og vi forventer af dig, at du er engageret, og at du gider bestille noget.
Vi er ikke en boglig eliteskole, hvor det forudsætter, at du skal være super-dygtig i de boglige fag. MEN vi er bestemt heller ikke en skole for dig, hvis du p.g.a. skoletræthed ikke længere orker boglig undervisning. Dertil fylder de boglige fag for meget i vores skema. Vi er en skole for dig, der ønsker at lære noget, og som er indstillet på at gøre en koncentreret indsats. SKALs er ikke blot en skole for dig som kan, men i lige så høj grad en skole for den som vil.
Viljen til at ville skaber evnen til at kunne! Det er hos DIG i DIT hoved, det hele starter. Kun den der ønsker udvikling og handler derefter opnår forandring.
Et ophold på SKALs forbereder dig til din foretrukne ungdomsuddannelse: Gennem undervisning og samvær med gode kammerater bliver du rustet til at møde forskellige udfordringer. Skolens uddannelsesvejledere giver dig støtte og hjælp til at vælge ungdomsuddannelse og dygtige lærere, som alle brænder for deres fag, løfter dit faglige niveau.
På SKALs afsluttes alle obligatoriske fag med folkeskolens afgangsprøver eller folkeskolens udvidede afgangsprøve og folkeskolens fastsatte delmål og slutmål følges i fagene.
Alle elever har obligatorisk studietime hver dag. Studietimen giver dig mulighed for at fordybe dig fagligt (lektielæsning, mv.), samtidig med at du lærer gode studievaner. Har du ikke lektier for til næste dag, laver du lektier til tiden frem, og så har (næsten) alle altid noget. Ellers forbedrer du allerede tilsyneladende færdiggjorte lektier, eller du går mere i dybden - studerer. Det er en studietime - så ALLE har et eller andet at forberede.
Skolen søger i sin hverdag kontakt med den internationale verden. Verden skal erobres hver eneste dag! Vi taler meget om verden og verdens problemer, vi henter udenlandske gæstelærere til skolen samt spændende foredragsholdere, og du kommer i årets løb på en udenlandstur, hvor vi gæster en skoleklasse i et andet europæisk land, følger deres undervisning og bor privat hos klassens elever. Modsvarende har vi så på et andet tidspunkt af året besøg af den udenlandske klasse her på skolen, hvor du som vært inviterer din gæst med hjem til familien i weekenden. Ligeledes drager hele skolen afsted på en fælles 4-dages studietur til Berlin.
Demokratibegrebet betyder meget på skolen. Det betyder ikke at skolen er styret af eleverne og lærerne i ligeligt fællesskab. Årets gang er naturligvis i store træk tilrettelagt før du ankommer til skolen. Men i hverdagen tager vi dig med på råd, hvor det er muligt, og mange ting i hverdagen overlades helt til dig og dine kammerater at organisere og tage ansvaret for.







