Skals Efterskole ·  Kærvej 11, 8832 Skals  ·  Tlf.: 8669 5011  ·  Fax.: 8669 5077  ·  mail@skals-efterskole.dk

Find

Velkommen til SKALs

På denne hjemmeside kan du få et indblik i, hvordan livet leves på en moderne efterskole og hvad vi kan tilbyde netop dig.

Skals Efterskole er en af landets mere end 260 forskellige efterskoler. Der er mange fælles træk mellem skolerne - at eleverne bor på skolen, og at skolerne er åbne 7 dage om ugen f.eks. - men skolerne er meget forskellige, og det er netop hele skoleformens styrke. Det betyder, at det er vigtigt for dig og dine forældre at se sig for, så du vælger den rette skole. At man kender et andet ungt menneske, som var glad for at gå på en bestemt skole, betyder ikke at andre i bekendtskabskredsen eller familien også bør vælge netop den skole.

Unge mennesker er heldigvis meget forskellige, og derfor er det vigtigt, at du får valgt en skole, hvor holdninger og ideer stemmer rimeligt overens med hjemmets, og hvor de ting du beskæftiger dig med i hverdagen er noget, der interesserer dig. Disse overvejelser gælder også vores skole. Vi håber, du finder frem til det rigtige valg for dig.

Initiativet til skolens etablering er taget af mennesker med tilknytning til erhvervslivet. Skals har 128 elever (64 piger og 64 drenge fordelt på tre 9. klasser og tre 10. klasser). Vi er inspireret af Grundtvigs tanker om, at vi gennem samvær, samtale og undervisning kan blive klar til livet.

Sideløbende med almendannende undervisning lægger vi vægt på at dygtiggøre og motivere dig til at møde de krav, fremtidens samfunds- og erhvervsliv stiller.

Dette gør vi ved:

  • At øge din indsigt i internationale forhold.

  • At give sprog, samfundsforhold og IKT en høj prioritet.

  •  At stille store faglige krav til dig.

På Skals søger vi at forberede dig fagligt såvel som menneskeligt på den voksentilværelse, du står på tærsklen til.

Det betyder at vi giver dig:

  • En solid boglig undervisning, som gør det muligt for dig at komme sikkert videre med en ungdomsuddannelse.

  • Bevidsthed om den omverden, som du er en del af, og herunder at give dig mod og inspiration til at bruge de muligheder, som samfundet giver, men også at tage medansvar for udviklingen. Vi søger at gøre dig til en aktiv, positiv og kritisk aktør i samfundslivet (både i dit nærmiljø og på den store internationale arena).

Efterskoletiden bliver for langt de fleste noget helt enestående. Noget, der hverken kan eller skal forklares alene på denne hjemmeside. Nu glæder vi os bare til at møde dig her på skolen - så du ved selvsyn kan konstatere, om Skals er noget for dig!

Med venlig hilsen

Sven Primdal
Forstander

Skolen søger i sin hverdag kontakt med verden udenfor.

Verden skal erobres hver eneste dag!

På SKALs taler vi meget om verden og som elev bliver du opfordret til

at se verden lige i øjnene!

 

Du skaber SKALs - SKALs skaber dig - sammen skaber vi fremtiden!