• Efterskolernes Dag på SKALs
  • Efterskolernes Dag på SKALs

Grundtvig

Grundtvig hænger på væggen i foredragssalen. Det gør han for at minde os alle i hverdagen om, at skolen lever med rødder i de gamle grundtvigske skoletanker, som vi på skolen botaniserer i og dernæst plukker den buket af, vi synes er smukkest og dufter bedst.

Skolen lægger vægt på idealer fra Grundtvig som eksempelvis lighed, at "de stærkeste skuldre bærer mest", og at efterskolen skal udøve "folkelig livsoplysning". Det grundtvigske er således et underliggende tema i hverdagen på skolen.

Grundtvig-koldsk skoletradition

I den grundtvig-koldske skoletradition har der altid været lagt stor vægt på skolen som et fællesskab. Fællesskab har endda været så centralt et begreb i denne tradition, at det ligefrem er blevet indoptaget i det lovbestemte hovedsigte med efterskolen. I lovens bemærkninger bliver der nemlig talt om skolernes "tilbud om forpligtende fællesskab".

Baggrunden for denne centrale placering af fællesskabsbegrebet stammer helt tilbage fra Grundtvigs tanker om skole og oplysning. Grundtvig betragtede fællesskab mellem mennesker som en betingelse for dannelsen af et samfund og dannelsen af et individ, og dette fik betydning for hans forestilling om, hvordan de almindelige mennesker - og ikke kun de få rige og magtfulde - skulle overtage styringen i Danmark. Betingelsen for et folkestyre var imidlertid, at der var et folk - dvs. nogle mennesker der følte sig i og som et fællesskab - og at dette folk var oplyst nok til at kunne bestemme. Grundtvig brugte derfor hele sit liv på at advokere for et sådant folkeligt fællesskab og videregive inspiration til en skole- og oplysningsvirksomhed, som kunne give det enkelte menneske mulighed for gennem folket at være medbestemmende i samfundet.

Egoismen skal bekæmpes

Især så han skolen som det sted, hvor egoismen skulle bekæmpes og fællesskabet opbygges. Derfor skal den viden du skal ha' på SKALs også være til gavn for dit og dine kammeraters fælles liv her og nu, og undervisningen skal give dig en fornemmelse for, hvordan du og dine kammerater er indfældet i et historisk forløb. Altså at man som menneske ved sin fødsel træder ind i en sammenhæng, som er en realitet før man selv kommer til.

Disse tanker betyder, at skolen skal have historieundervisning som en central del af det faglige indhold. Og det er både den del af folkets historie som udtrykkes i sagn og myter og eventyr og den del, der hører til den mere faktuelle Danmarkshistorie - og verdenshistorie. Historieundervisningen skal altså betragtes som en vigtig del af fællesskabsopbygningen på skolen, og med det som mål bør den i høj grad også være mundtlig og fortællende. Fortælletimerne på SKALs er ikke bare én blandt flere undervisningsmetoder - den er også en måde at være sammen på og derfor at skabe fælles-skab på. Det samme gælder fællessangen. Derfor skal der synges meget på en skole som SKALs, der er optaget af Grundtvigs skoletanker, og selv om det måske er logisk, er det nok alligevel vigtigt at holde fast i, at fællesskab opbygger man ved at mange gør meget sammen - tit! Og det gør vi på SKALs!

Meningsfuldt og forpligtende fællesskab

Vi ønsker på SKALs at give dig en følelse af, at du tilhører et meningsfuldt og forpligtende fællesskab, som har en historie. Det gør vi ved at være bevidst om skolens egen historie og holde fast ved den gennem fortællingen om skolen og opbygningen af traditioner.

Det er en vigtig pointe ved Grundtvigs fællesskabsopfattelse, at han - i lighed med mange moderne psykologer - mener, at kun i et fællesskab kan der opbygges et selvbevidst individ. Du kan så at sige ikke finde dig selv ved at gå alene op på toppen af Mount Everest eller langt ud i en ørken. Det er kun ved at spejle dig i andre - i fællesskabet - at du kan blive opmærksom på, hvem du er og gerne vil være. Vi har altså brug for fællesskabet - hvad enten vi vil opbygge et folk eller støtte den enkelte i at få selvindsigt.

Det er klart, at det i en tid, hvor individet nærmest bliver dyrket på bekostning af fællesskabet, og individualitet bliver til individualisme og selvbevidsthed til egoisme, kan være besværligt at fastholde forestillingen om fællesskabets værdi - og endnu vanskeligere at få denne forestilling omsat til praktisk skolehverdag. Men hvis vi vil fastholde, at vi er bedre sammen end alene, og at vi ønsker at skabe det bedste sted for menneskets identitetsdannelse, må vi finde os i fællesskabet! Og det er heller ikke så værst - slet ikke på efterskolen.

Fold ud og læs mere