Uddannelses- og erhvervsvejledning på Skals Efterskole

Uddannelsesvejledningen er en integreret del af opholdet. Vejledningen er målrettet mod at styrke dig i dit valg af ungdomsuddannelse og erhverv.

Vejledningen på SE er præget af en struktureret undervisning, men også af den uformelle vejledning der finder sted, fordi vi netop er en efterskole og derfor er sammen i mange andre sammenhænge end undervisningen.

Det er en meget vigtig del af dit efterskoleophold, at du bliver afklaret i dit valg af fremtidig uddannelse. Vi har derfor en række undervisningsforløb, foredrag, samtaler, brobygning mv., som skal støtte dig i dette valg.

Vi har meget fokus på de gymnasiale uddannelser i vejledningsforløbene, fordi langt de fleste af vores elever skal i en af de fire gymnasiale ungdomsuddannelser (STX, HHX, HTX og HF) efter deres år her hos os.

Vejledningssyn på Skals Efterskole

Vi arbejder med udgangspunkt i nedenstående vejledningssyn:

  • Vejledning indgår som en integreret dimension i efterskolens arbejde med at danne og uddanne unge til at tage ansvar for eget liv i fællesskab med andre og understøtter den enkelte skoles værdigrundlag.
  • Vejledning i efterskolen tager udgangspunkt i individet og er en proces, der har til formål at gøre alle unge livsduelige, uddannelsesparate og i stand til at træffe kompetente valg for fremtiden.
  • Vejledningsprocessen skaber muligheder for, at unge udvikler evner, kompetencer og interesser (forslag: holdninger) og bliver bevidste om forhold af betydning for deres karrierevalg, så de styrkes i at tilrettelægge livsforløb og træffe reflekterede valg. Vejledningsprocessen styrker unge i deres overgange til og deltagelse i ungdomsuddannelse og arbejdsliv.
  • Vejledningen udnytter efterskolens særlige rum med mulighed for alsidige, differentierede og meningsfulde vejledningstilgange og - aktiviteter. Efterskolens fællesskaber er et væsentligt rum for vejledningen.
  • Vejledningen foregår i samspil med de unge, deres forældre, fag - og kontaktlærere, ledelse og andre interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Vejledningen tager afsæt i etiske principper om tillid, respekt, ligeværdighed, uafhængighed og åbenhed.

Vi er som vejledere på skolen, men kan nemmest træffes på mail

Ole Nielsen on@skals-efterskole.dk

Anne Marie Falk Kristensen af@skals-efterskole.dk

Du kan også forsøge at ringe til os på tlf. 8669 5011 (lok.225)

Individuel vejledning

Du har som minimum to vejledningssamtaler i løbet af skoleåret.

Den første samtale
Den første samtale er med din uddannelsesvejleder. I denne samtale drøfter vi de ønsker, du har i forhold til valg af ungdomsuddannelse. Vi tager udgangspunkt i de ønsker og planer, du har beskrevet i uddannelsesbogen den elev- og uddannelsesplan, som du har arbejdet med, inden du begyndte på Skals Efterskole.

Dine planer skriver du ned i din uddannelsesplan. Denne finder du på www.minuddannelse.net, hvor eleven logger sig på med sit UNI-login. Hvis du ikke er afklaret i valget af ungdomsuddannelse, tager vi endnu en samtale. Du vil i mellemtiden skulle undersøge noget mere om nogle specifikke uddannelser. Det er meget vigtigt, at du drøfter din uddannelsesplan med dine forældre.

Du skal få dem til at skrive en kommentar i din uddannelsesplan. De kender dine styrkesider, og de er ofte gode vejledere for dig. De er altid velkomne til at kontakte os, hvis der opstår tvivlsspørgsmål.

Den anden samtale
Den anden samtale finder sted, når du er afklaret med hensyn til valg af ungdomsuddannelse. Denne samtale er med din kontaktlærer. I læser sammen din uddannelsesplan igennem. Hvis du i denne samtale er kommet i tvivl igen, vil du skulle tale med din uddannelsesvejleder igen.

Når du er afklaret, overfører vi din uddannelsesplan til www.optagelse.dk. Du skal her udfylde en række punkter på baggrund af dine valg i uddannelsesplanen. Du får en grundig instruktion i dette i en af de timer, vi har fælles med hele holdet.

Erhvervspraktik

Hvis du ønsker at komme i erhvervspraktik foregår denne i efterårsferien (uge 42) eller i vinterferien (uge 7) med udgangspunkt hjemmefra.

Praktikken er således frivillig og skolen sørger for skriftlig aftale med praktikstedet.

 

Global

Som du ved, er vi en efterskole, der har fokus på det internationale.

Du vil derfor høre noget om de muligheder, du har for at tage dele af din uddannelse i udlandet. En række af vores elever vælger tage deres gymnasiale uddannelse på et IB gymnasium.

Undervisningen foregår her på engelsk og lever op til de adgangskrav, der er på universiteter i Danmark, men også i resten af verden.

 

Gruppevejledning

Du modtager vejledning mange steder fra.

Gennem samtale med forældre, vejledere og lærere får du et godt billede af, hvilke muligheder du har. Men du kan også med fordel drøfte dit valg af uddannelse med dine kammerater.

Vi har derfor et undervisningsforløb, som du skal gennemgå med dine kammerater fra Skals Efterskole.

Du skal her arbejde i en gruppe, hvor du skal fortælle dine kammerater om lige netop den ungdomsuddannelse, du vil ind på.

Det er også i dette undervisningsforløb, hvor du vil blive fortrolig med www.ug.dk, hvor du kan finde al den information om uddannelser og job, du måtte have brug for.

 

Efterskole med Smart IT

Brobygning

Hvis du går i efterskolens 10. klasse, skal du i 1 uges brobygning (SIP - Skals International Project Class 3 uger).

Brobygningen er fordelt således, at du skal tre dage på en ungdomsuddannelse og 2 dage på en anden. Mindst den ene af de to uddannelser skal være en erhversuddannelse (EUD, HTX, HHX), og den anden kan eksempelvis være STX (alment gymnasium).

Du har i den uddannelsesplan, du sendte til Skals Efterskole via optagelse.dk, skrevet hvilke to ungdomsuddannelser, du har ønsket at brobygge til. Du skal i brobygningen afklares om hvilken ungdomsuddannelse, der passer til lige netop dine ønsker. I forbindelse med brobygningen skal du arbejde videre med din logbog.

Der er her en række spørgsmål, som du skal evaluere på:

  • Hvordan oplevede du det faglige niveau?
  • Hvilke fag blev du introduceret til, og hvad synes du om disse?
  • Hvordan var lektiemængden?
  • Kunne du tænke dig at tage denne uddannelse?
  • Blev du klogere på valget af studieretning?
  • Lærte du noget, som du vil være opmærksom på, når du påbegynder din ungdomsuddannelse?
  • Er du blevet afklaret i dit valg af ungdomsuddannelse/uddannelse?

Denne evaluering vil være en del af din OSO.

Vi gør endnu engang opmærksom på, at deltagelsen i brobygningsugen for vore elever på 10. årgang er obligatorisk, og der kan ikke gives fri i denne uge.

Du kan læse mere om indholdet af brobygningen på lige præcis den uddannelsesinstitution, du skal brobygge til på www.brobygning.NET

 

Foredrag

Du vil i løbet af skoleåret opleve, at der kommer foredragsholdere, som fortæller om uddannelse.

Vi har endvidere en uddannelsescafé. Det er en aften, hvor tidligere elever på Skals Efterskole kommer og fortæller om, hvordan de har oplevet overgangen fra SE til deres ungdomsuddannelse.

De er gode til at fortælle, og du har mulighed for at stille dem spørgsmål til undervisningen, lektierne, miljøet osv..

Lokal

Selvom du går på efterskole hos os, skal du naturligvis have mulighed for at besøge det gymnasium eller den skole, du ønsker at gå på efter dit ophold på Skals Efterskole.

Du kan derfor spørge om fri til at deltage i åbent hus arrangementer hjemme i dit lokalområde.

Det er endvidere vigtigt, at du er grundig med at sammensætte studieretning med lige netop de fag, der tilbydes på dit gymnasium.

Du er altid velkommen til at spørge om hjælp til dette hos os.